Tur til Pometet

Tirsdag 12. september 2023 var Naturhistorisk Forening for Nordsjælland på en spændende rundvisning i dejligt vejr i Pometet Institut for Plante- og Miljøvidenskab i Taastrup.

Gartner Charlotte fortalte blandt andet om Pometets kerneopgaver:

  • at holde de gamle frugtsorter i live for eftertiden,
  • at stille plantemateriale til rådighed og være behjælpelige med studieprojekter for de studerende på KU-Live.
  • at forsyne interesserede frugtavlere med podemateriale

Det er efterhånden lykkedes at få DNA-bestemt hele den danske æblesamling, der rummer ca. 300 sorter, og man samarbejder med andre europæiske og danske plantesamlinger for at systematisere sortsnavnene.

De 4 gartnere og 4 gartnerelever i Pometet har carte blanche til at bruge diverse kemiske hjælpemidler i kampen mod svampeangreb, insektangreb, gnaverangreb og plantesygdomme; men i takt med tidens trend vil man helst undgå de mange kemikalier.  Round-up er derfor erstattet med mekanisk forarbejdning af jorden, så ukrudt og græs ikke kvæler træerne.

I kampen mod mosegrise og mus har man ansat katten Iris, som er ganske effektiv. Der forsøges med feromonfælder mod insekter.


Udover den danske æblesamling, så vi cideræbler, kaukasusæbler, valnødder, pæresamlingen, blommesamlingen, morbær, hyld, kræger, humle, hindbær, brombær, stikkelsbær osv.


– Vi var imponerede over hvor mange sorter, der er af de forskellige frugttræer og buske.

Turen sluttede med en kort visit i Skovhaven, som er sidste nye tiltag i Pometet.

Foto Paul Erik Schlüter ©