Naturhistorisk Forening for Nordsjælland havde den glæde og fornøjelse at være blevet inviteret til at deltage i Hillerød Biblioteks arrangement Fuglefest 2026 lørdag 6. juni 2026.
Vi deltog 3 personer med en idé om, at publikum skulle opleve det at spotte fugle, som vi gør i forbindelse med foreningens ture i naturen – altså med kikkert og fuglebog – og ikke mindst det at kunne hjælpe hinanden med at se og høre fuglene, der ofte er gemt i vegetationen.
På pladsen bag Hillerød Bibliotek ”Kulturhaven” havde vi fået stillet partytelt, bord og stole til rådighed og i områdets træer og vegetation havde vi opsat billeder af 15 almindelige fugle. Med og uden kikkert eller scoop kunne de besøgende prøve kræfter med at spotte og artsbestemme fuglene.
Det var en stor oplevelse og fornøjelse at guide specielt børnefamilier med opgaven, hvor især de mindreårige børn var ferme til at opdage og udpege fuglene. En rigtig hyggelig dag, hvor vi samtidigt fik mulighed for at promovere Naturhistorisk Forening for Nordsjælland for de ”yngre” generationer.
Fra Naturhistorisk Forening for Nordsjælland deltog Lisbeth Flyr, Jeppe Christensen og Paul Erik Schlüter.
En stor tak til arrangørerne.

